3. runde (3.0)

Palle har venligst suppleret med flere oplysninger, så her kommer et mere dækkende referat:

Endnu en gang svækkede af sygdom og afbud (John Arni og Eilif var ikke med, og Thomas var forkølet) drog vi afsted, denne gang til Frederikssund. Heldigvis er vi godt kørende med reserver: Hannibal var trådt til med dags varsel, og på bræt 1 havde vi Peter. Først færdig var Hannibal – efter 21 træk havde han vundet først en officer og derefter en kvalitet. Game over. Palles modstander tabte en bonde – overvejede sit træk grundigt, og sad pludselig med sin springer i hånden, selvom dronningen stod i slag… så opgav han.  Dernæst opgav Mikaels modstander – efter at have sat sin dronning i slag. Dermed var det 3 – 0 til os, med de sorte brikker. Rasmus vandt først et par bønder og derefter en kvalitet; det var formentlig en naturlig følge af hans kontrollerende aktiemajoritet i den lange, hvide diagonal; Svends modstander var en talentfuld begynder, men det var heller ikke nok; Svend holdt et solidt tryk og vandt  en bonde, men så var modstanderen villig til at bytte alt af, til et klart tabt bondeslutspil. Dick vandt ved at lægge stadig mere pres på modstanderens stilling; denne forsøgte så et desperat angreb, der først tabte en bonde og siden mere materiale. 6-0. Peter fik sin åbningsforberedelse ind og stod bedst gennem hele partiet, men en mindre regnefejl kostede efter sigende gevinsten. Det dobbelte tårnslutspil med den fjerneste fribonde var nok remis, men Jørgen Scheuer benyttede tårnene til at dække sin fribonde, så Peter kunne vandre med kongen til hjælp. Men med en bonde over i et “almindeligt” tårnslutspil er remismarginen enormt bred – og med præcist spil holdt begge spillere sig indenfor. Alt dette bygger hovedsagelig på Palles og Rasmus’ observationer, for jeg var kommet rigtig dårligt fra start, hvilket min modstander benyttede sig af og gik i gang med at mure mig inde. Der var kun a- og h-linjerne tilbage, og dem overlod han til gengæld venligst til mig. Det lykkedes heldigvis at vinde – både formanden og holdlederen havde gjort det helt klart, at hvis jeg smed en halv også denne gang, ville jeg blive sat af holdet…Summa summarum: 7½-½ til os, hvilket var næsten vor forventede score på 7,6!

Spread the word. Share this post!

Leave Comment