C-rækken

Udsat kamp og fællesafslutning

Den 25.2. tog vi mod Nordkalotten, dvs. vi havde udebane i tabellen, men lagde lokaler til. Vi er så flinke…også lidt for flinke, i hvert fald havde hverken Jakob eller Morten deres bedste dag og tabte; Jakob kunne ikke finde formen fra Bad Zwischenahn, og Morten fik en vanskelig stilling og overså chancen, da den var der. Med ca. 500 overskydende ratingpoints havde Brian        ‘en stille dag på kontoret’ – en enkelt gang undervejs skulle der regnes, og det var Brian bedst til. Ifølge Stockfish gik min stilling fra god til bedre, og jeg vandt ved at spille et springeroffer, som sort absolut ikke burde have modtaget. Forceret mat i få træk og 1-0. At offeret så skulle have været spillet nogle træk tidligere, er en anden sag…men 2-2 og det var Nordkalotten nok mere tilfredse med end vi.

Fællesafslutningen forløb godt på alle måder: Der blev udtrykt tilfredshed med arrangementet, som var overkommeligt på grund af en god indsats fra de fem fremmødte NSK’ere. En stor tak til Palle for at sætte sin fredag aften af til at være kampleder. Egedal-Jyllinge vandt som ventet rækken, men når Jakob og Morten (og jeg selv…) får mere stabilitet i spillet, kan vi godt give dem mere kamp om 1. pladsen. Som det var, blev vi nr. 2, hvilket absolut er godkendt. Resultatmæssigt var det også godt: Morten så rigtigt, kom foran med et tårn og vandt sikkert. Jakob vandt to bønder, og da modstanderen fik den ene igen, gik der en kvalitet. Derefter var kun fusk tilbage, men Jakob havde styr på det. Harry var med igen og vandt hurtigt og sikkert: modstanderens kongestilling blev lukket helt op, og det kom til at koste. Solrød havde sat en reserve ind på bræt 1 med 1500 i rating, og det var nok de 500 for meget – så for en gangs skyld var jeg den af alle der blev først færdig. 4-0 til os og vanskeligt at forlange mere.

Skriv et svar