Første holdkamp

I fredags blev så den første (hjemme)kamp i klubbens historie afviklet. Lokalet var fint, god belysning, ingen smækkende døre, og selv om 3F holdt julefrokost på Pharmakon – det var ‘J-dag’! – mærkede vi intet til det. Vi kom, så og sejrede – jo, det var en aften, hvor det var en fornøjelse at være formand. Palle spillede et meget køligt parti, hvor hans ‘jeg-kan-da-godt-tage-din-testamentebonde-men-jeg-gør-det-først-når-det-giver-afgørende-fordel’ – attitude hurtigt indbragte en dronning; Thomas tog lige så køligt imod sin modstanders ukorrekte ofre, og Rasmus satte sin unge modstander mat i 17 træk. Det er svært at forsvare sig…Svends modstander faldt for en simpel taktisk vending – ellers havde Svend sikkert opfundet en, der var mere kompliceret – og Eilif vandt en officer og fik det tungeste officersangreb, jeg har set længe. Selv vandt jeg en officer inden træk 18 og kørte pointet ret let hjem trods en elendig bondestilling. Men med en forventet score på mindst 7 af 8 er det svært at overpræstere. Dicks modstander havde en god dag og stod nok bedst, da de tog remis. Jakob mistede en kvalitet, men kæmpede i fire timer(!) og stillede sin modstander overfor problemer lige til det sidste. Han gav op, da han bogstavelig talt havde kæmpet til sidste patron (eller rettere bonde…). En hurtig hovedregning siger 6½ – 1½ til os – vi må håbe, at tingene går vores vej næste gang!

Spread the word. Share this post!

Leave Comment