Jakob & Oliver i Tyskland vol. 1

Efter en tog tur på lidt over 7 timer onsdag ankom vi til det hus nær stationen i Bad Zwischenahn som vi havde lejet igennem AirBnB.

Gode forhold og meget mere plads end vi har været vant til de 3 sidste år hvor vi også har været i Bad Zwischenahn i forbindelse med den internationale skakturnering ved navn NordWest-Cup.

Første gang vi var med var i 2016 på foranledning af Mads Boe der indtil for nyligt var DSU’s ungdomslandstræner. Han er netop trådt tilbage og det kombineret med at det normale tilholdssted for danskerne, Hotel Kopenhagen, er lukket resulterede i at “kun” 19 ud af de 352 deltagere i år er fra Danmark. Normalt er det langt flere fordi Mads Boe i sin funktion som ungdomslandstræner gjorde meget for at gøre netop denne turnering til en social begivenhed for mange af de unge danske skakspillere.

De 352 deltagere er fordelt i 3 grupper. Den åbne gruppe (A gruppen) hvor alle kan være med har 164 deltagere hvoraf 3 er fra Danmark.

B-gruppen som kun er for deltagere med op til 1900 i tysk rating (eller ELO hvis de ikke har et tysk rating tal) har hele 14 deltagere fra Danmark og Oliver Trier er en af dem.

Undertegnede spiller også med – i C-gruppen for folk med op til 1500 i tysk rating (eller ELO hvis de ikke har et tysk rating tal).

Oliver ligger styrkemæssigt midt i feltet og er seedet som nr 66 af 132. Han kom i 1. runde op mod gruppens på papiret stærkeste spiller, Dennis Weber, fra Tyskland der har et ELO tal på 1959 (1886 er hans tyske rating tal). Oliver fik dermed lov til at spille 1. runde på B-gruppens 1. bræt.

Jeg selv havde en på papiret noget mere overkommelig modstander i den unge Jamie Huslage med et tysk rating tal på 839. Sidste år lavede jeg 4 point af 7 mulige, det er også målet i år. Men det bliver svært. Jeg kom i hvert fald dårligt fra start rent resultatmæssigt. Efter cirka 1½ times spil og 27 træk opgav jeg. Jeg kom ellers ganske godt ud af åbningen, vandt en bonde og stod ret godt. efter 23. træk tilbød Jamie remis, jeg takkede nej og fik en hjerneblødning og efter at havde brug næsten 5 minutter lavede jeg et træk der tabte en officer og gav min modstander et super angreb mod min konge. Sure lærepenge… Lærepenge jeg troede at jeg havde betalt, men skak er brutal; et dårligt træk og det hele kan blive vendt på hovedet. Så selvom jeg det meste af partiet troede at jeg ville køre en sikker sejr hjem fik jeg sat det hele over styr – nu skal turneringen spilles færdig og hvis det mod forventning fortsætter med denne slags banale fejl er det måske på tide at indstille skakkarrieren. Måske er det her bare ikke mit spil.


illedetekst: Jamie Huslage-Jakob Trier; stillingen efter 23. Sh5=

Oliver havde på bræt 1. et godt spil som sort hvor hvid spillede Trompovsky angreb og Oliver stod længe ret godt. Dog havde hans modstander noget mere tid på uret som partiet skred frem.

Så selvom Oliver spillede væsentlig længere tid end jeg og fandt væsentlig bedre træk måtte han desværre også ned til sidst efter et uheldigt 17. træk i en ellers lige stilling.


Dennis Weber-Oliver Trier; Stillingen efter 17. Sg4

For at få humøret op igen gik vi ud og spiste på vores yndlingsrestaurant i byen, en vietnamesisk restaurant cirka 1 kilometers gang fra hvor vi bor. Det var en dejlig frisk gåtur og vi nød maden selvom der blev snakket en del om de to ærgerlige nederlag over maden.

Jakob Hansen fra Tåstrup der også spiller med i B-gruppen dukkede også op på restauranten sammen med sin far da vi var ved at være færdige med at spise.

I morgen kl. 10 møde Oliver tyske Luise Hallfarth (ELO:1497) og han har de hvide brikker. Jeg har også hvid mod en tysker, nemlig Kaiwen Wang (983 i tysk rating). I morgen er der to runder. En kl. 10 og en mere kl. 16.

Spread the word. Share this post!

Leave Comment