Nekrolog

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om Harry Dalsøs pludselige bortgang, der, efter hvad vi har fået oplyst, indtraf i forbindelse med en løbetur den 4. juni. Harry engagerede sig i klubben fra dag 1, deltog ofte i online træning og var flere gange reserve både på 1. – og 2. holdet. Så vidt jeg husker, vandt han samtlige partier i de holdkampe, han spillede for NSK. Han var ikke på holdet i marts, da sidste runde i mesterrækken blev spillet – men han tog da til Allerød for at se, hvordan det gik. Sidst jeg talte med ham var under Kronborgturneringen i maj, hvor han var i gang med at gennemgå sit netværk i dansk skak for at se, om der var nogle flere, der kunne gøres interesserede i at melde sig ind i NSK. Ved sådanne lejligheder sås han som regel med et lille smil på læben – han hyggede sig! Harry vil blive savnet – også uden for NSK, er jeg sikker på – for sin personlighed og sit engagement. Æret være hans minde.

Skriv et svar