Sune Berg og Kåre Vissing kom forbi

Den 24. august åbnede klubbens 2. sæson med Sune Berg Hansens foredrag/workshop. En af mange fine pointer var, at ‘man kan ikke lære det, man tror, at man allerede ved!’ En anden, at eftersom det skaklige niveau stiger hele tiden, også i bredden, er man blevet en bedre spiller, selv hvis ens rating har stået i stampe de sidste ti år…Hovedpointen var dog nok ‘deliberate practice’, som dækker over at man af og til (ofte!) skal presse sig selv til at arbejde med opgaver, der lige er lidt for svære, og acceptere, at man ikke kan løse dem alle, endsige nå til bunds i dem.

Lørdag den 7. september fortalte Kåre Vissing venligt og veloplagt om problemskak. Vi hørte om nogle af de forskellige temaer, der kan optræde, illustreret med velvalgte eksempler på fx Novotny, Grimshaw og Bristol. Desuden blev der også tid til at komme ind på fantasi-skak. Det er måske ikke så relevant for det praktiske spil, men nok for den logiske sans – og så er det sjovt! Kåre har en særlig interesse for den type fantasi-opgaver, der kaldes ‘Circe’, hvilket betyder, at slagne brikker genopstår på deres udgangsfelt. Det kan der komme pudsige ting ud af. Desværre var vi ikke ret mange, hvilket som sædvanlig var mest synd for dem, der ikke var der. Her tænker jeg ikke kun på foredraget, men også på de mange bog-gaver, vi fik…en anden gang må vi nok have nogle forhåndstilkendegivelser på, om man vil deltage.

 

Spread the word. Share this post!

Leave Comment